JAPANSKE HUSE OG KUNSTEN AT BO SAMMEN

Privathed er ikke det samme som isolation

I Danmark er det blevet meget almindeligt at opdele huset i tydelige zoner.

​

Forældrene får deres egen afdeling.

Børnene får deres egen afdeling.

Og mellem dem ligger husets fællesrum.

​

Det kan være en god løsning. Børn har brug for privathed, og voksne har også brug for at kunne lukke en dør, men der er forskel på at kunne trække sig og at være fysisk adskilt fra resten af familien.

​

Det var netop denne forskel, som gjorde indtryk på mig i Japan.

​

Japanske forskere har siden 1980'erne undersøgt det, de har kaldt privatism eller privatism phenomenon i børneværelser.

Begrebet beskriver en situation, hvor aktiviteter, som ikke nødvendigvis behøver at være private, i stigende grad flyttes ind på det private værelse.

​

Det kan eksempelvis være:

• leg

• lektier

• hobbyer

• afslapning

• andre aktiviteter, som tidligere foregik i boligens fællesområder.

En japansk undersøgelse fra 1987 fandt, at denne tendens kunne have betydning for familiens kommunikation, og at den måde børneværelset blev givet og brugt på, havde betydning for udviklingen af denne form for "privatism".

​

Det er ikke det samme som at sige, at børn ikke skal have deres eget værelse.

Tværtimod.

​

Børn får naturligt større behov for privathed, efterhånden som de bliver ældre. En japansk undersøgelse af boliger fra Japan Housing Corporation viste eksempelvis, at børneværelset gradvist får større betydning som et privat område, efterhånden som barnet vokser op.

​

Spørgsmålet er derfor ikke, om børn skal have privathed.

​

Spørgsmålet er:

Hvor meget af livet behøver egentlig at foregå bag en lukket dør?

​

Fællesrummet er mere end et stort rum

​Japansk forskning har også undersøgt, hvad familiens fællesrum faktisk betyder.

​

En undersøgelse af japanske familier fandt en tæt sammenhæng mellem familiens kommunikation og de aktiviteter, der foregår i hjemmet – blandt andet måltider. Forskerne peger på, at de rumlige forhold har betydning for, hvordan familiens kommunikation udfolder sig.

​

En anden undersøgelse fra 2006 omfattede 205 familier med skolebørn og 207 familier med gymnasieelever. Her fandt forskerne blandt andet, at familiens fællesrum havde en særlig vigtig funktion for skolebørns leg og afslapning, og at hyppigere brug af fællesrummet hang sammen med mere forældre-barn-kommunikation blandt de yngre børn.

​

Det interessante er derfor, at et fællesrum ikke nødvendigvis skal forstås som et rum, hvor alle skal lave det samme på samme tid.

​

Det kan være et rum, hvor forskellige mennesker laver forskellige ting – men stadig er en del af det samme liv.

​

Et barn tegner.

En forælder laver mad.

En anden læser.

En teenager går ind og ud af sit værelse.

Nogen laver kaffe.

Man behøver ikke sidde samlet omkring det samme bord for at være sammen.

​

Den rigtige afstand mellem mennesker

​Det er måske den vigtigste læring, jeg tager med fra den japanske forskning:

Det handler om at skabe den rigtige afstand mellem mennesker.

Ikke den kortest mulige afstand.

Og heller ikke den størst mulige.

Den rigtige.

​

En familie skal kunne være sammen uden hele tiden at være oven i hinanden, men man skal også kunne trække sig uden at forsvinde fra fællesskabet.

Derfor arbejder jeg ofte med værelser, der ligger tæt på fællesrummene.

​

Man kan lukke døren.

Men man kan også åbne den.

Man kan høre, at der sker noget i resten af huset.

Man kan gå ud og ind.

Og man kan have en fornemmelse af, hvor de andre er.

​

En undersøgelse fra 2013 af japanske boliger undersøgte netop sammenhængen mellem boligens rumlige organisering og familieliv. Forskerne fandt blandt andet, at placeringen af forældrenes værelse i forhold til familiens fællesrum hang sammen med børnenes oplevede psykiske afstand til forældrene.

​

Det er en interessant tanke:

Den fysiske afstand i huset kan også blive til en oplevet afstand mellem mennesker.

​

Skal børnene være i hver sin ende af huset?

​Det er blevet meget almindeligt at se plantegninger, hvor børneværelserne ligger samlet i én ende og forældresoveværelset med eget bad og walk-in ligger i den modsatte.

Det giver en meget klar opdeling, men det betyder også, at en stor del af huset bliver organiseret omkring, at familien skal kunne være hver for sig.

Det kan være praktisk, men det er ikke nødvendigvis den eneste måde at skabe et godt familieliv på.

​

Jeg foretrækker ofte en anden tilgang.

Værelserne kan ligge omkring eller tæt på fællesrummene.

Der kan være gennemkig.

Der kan være små overgange mellem rummene.

Og der kan være steder, hvor man kan opholde sig uden at være helt isoleret.

Det betyder ikke, at huset skal være åbent hele tiden.

Det betyder, at afstanden kan reguleres.

​

Huset som en del af opdragelsen

​Der er også noget andet ved denne måde at tænke bolig på, som jeg synes er interessant.

Hvis man hele tiden kan høre hinanden, bliver man nødt til at tage hensyn.​

Man lærer måske at skrue lidt ned for musikken.

At tale lidt lavere, når nogen sover.

At lukke døren, hvis man har brug for ro.

At acceptere, at andre mennesker også lever i huset.

Det er små ting, men det er også sociale færdigheder.

​

Jeg har selv oplevet noget af dette i Japan, hvor hjemmet i højere grad kan fungere som en ramme, hvor man lærer at tage hensyn til andre.

Det er en iagttagelse, jeg har taget med mig.

​

Jeg synes, det er interessant, at vi ofte tænker på boligen som noget, der først og fremmest skal opfylde vores individuelle behov.

Måske skal den også hjælpe os med at være sammen.

​

Mere plads er ikke nødvendigvis mere liv

​Det perspektiv er også relevant i diskussionen om størrelsen på vores boliger.

For hvis kvaliteten af et hjem primært måles i antal kvadratmeter, risikerer vi at overse, hvordan kvadratmeterne faktisk bliver brugt.

Et ekstra værelse kan give mere privathed, men det kan også betyde, at en aktivitet flyttes væk fra fællesskabet.

​

Et større børneværelse er ikke nødvendigvis bedre end et mindre værelse med god forbindelse til resten af huset.

Et stort fællesrum er heller ikke automatisk et godt fællesrum.

Det handler om relationerne mellem rummene.

Om lyset.

Om udsynet.

Om bevægelsen gennem huset.

Om mulighederne for at være sammen og hver for sig.

Og om hvordan boligen kan ændre sig, når familien ændrer sig.

​

Måske skal vi tegne mindre – men tænke mere

​Noget af det, jeg synes er interessant ved den japanske forskning, er derfor, at den flytter fokus væk fra det meget konkrete spørgsmål:

Hvor mange kvadratmeter har vi brug for?

​

Og over på et andet spørgsmål:

Hvordan vil vi gerne leve sammen?

​Det er et spørgsmål, jeg ofte stiller mine kunder.

For en plantegning fortæller, hvor rummene er.

​En fortælling fortæller, hvorfor de skal være der.

​

Når vi begynder med livet frem for kvadratmeterne, kan vi nogle gange opdage, at vi faktisk ikke har brug for så meget plads, som vi troede.

Vi får måske i stedet brug for bedre forbindelser.

Mere fleksibilitet.

Bedre fællesrum.

Og mulighed for at være både tæt på og lidt væk fra hinanden.

Det er nogle af de tanker, jeg tog med mig fra Japan.

Og det er også en del af tankegangen bag mange af de boliger, jeg tegner i dag.

​

For et godt hjem handler måske ikke om at give alle mest mulig plads.

Det handler om at skabe den rigtige afstand mellem mennesker.

​

Kilder og videre læsning:

• Takeshita m.fl., A study on family communication after introduction of children's individual rooms into homes, 1987.

• Kishimoto & Nakanishi, A study of family communication space, 1991.

• The Ways of Living in the Rooms of Japan Housing Corporation, 1977.

• Yamada & Kurakazu, A Study on the Relationships between Space Composition of Houses and Communication of the Family on Growth and Development Period, 2013.

• Honma & Kameda, Parent-Child Exchange Projected on Floor Plans of Houses, 2000.